Aktivitetsplan for Frit Forum Roskilde

Frit Forum inviterer hvert semester de skarpeste debattører, de klogeste forskere og de mest interessante meningsdannere i Danmark til intime debatter og oplysende oplæg. 
Her skaber vi rammerne for politisk interesserede RUC-studerende, som ønsker at kombinere den viden, de får gennem deres studier, med en mere aktuel eller principiel politisk debat.
Vi afholder derfor ofte arrangementer med aktuelle meningsdannere fra den danske og internationale offentlighed, hvor alle er velkomne til at komme og lytte, debattere og sætte deres argumenter og holdninger på spil.
Oplægsholderne findes ofte blandt politikere, embedsmænd, forskere og andre, som har en specifik viden og ikke mindst en interessant indgangsvinkel at byde på.

Alle Frit Forum Roskildes arrangementer er som udgangspunkt gratis og åbne for alle. Der er dog enkelte arrangementer, hvor der er et begrænset antal pladser og derfor krav om tilmelding og evt. deltagerbetaling.

Hvis ikke andet er anført, finder alle arrangementer sted fra kl.19.00-20.30 på Reventlowsgade 14, stuen, København V. (Lige ved Hovedbanegårdens udgang mod Istedgade). Ring på ved "Mødelokale", så lukker vi dig ind.

Mandag d. 7. september

Fyraftensdebat: Rasmus Tantholdt om nationale værdier og medmenneskelighed

Hvilke nationale værdier er der i Danmark? Vi vil gerne være gode medmennesker, men ikke når de truer vores tryghed (NIMBY-effekten). Det er nogle af de spørgsmål journalist, Rasmus Tantholdt, vil forsøge at besvare, når Frit Forum Roskilde inviterer ham indenfor til debat. 

Mandag d. 21. september

Fyraftensdebat: Mattias Tesfaye

Kloge hænder – hvad skal vi leve af i fremtiden?
Vi ser i højere og højere grad en adskillelse mellem teoretisk viden og den praktiske udførelse. Men hvad sker der med et samfund, hvor hænder og hoved ikke arbejder sammen?

Kom og hør Mattias Tesfaye, der er en sjælden blanding af Folketingsmedlem og murer, debattere grundlaget for vores samfund på baggrund af sin bog – Kloge Hænder. 

Mandag d. 12. oktober

Fyraftensdebat: Rasmus Nordqvist fra Alternativet

Er det et demokratisk problem, at det er så svært at blive opstillet og indvalgt som nyt parti?

Kom og hør Folketingsmedlem og ordfører for Alternativet diskutere, hvad der skal til for, at et nyt parti kan blive en del af det politiske system, hvordan det foregår i praksis, og hvordan det kan være med til at forringe den demokratiske praksis.

Mandag d. 26. oktober

Fyraftensdebat: David Trads

Socialdemokraternes rolle i fremtiden. Har partiet en fremtid i dansk politik, og hvad skal der til?

Kom og hør journalist, forfatter og samfundsdebattør, David Trads, trække på sin omfattende viden om det danske samfund, når han giver sit bud på, hvilken plads det gamle arbejderparti, Socialdemokratiet, har i det moderne Danmark.

Mandag d. 2. november

Alumni-dag

Hvordan har du brugt dine RUC-kompetencer i din karriere, og hvad kan en RUC’er?

Vi får bl.a. besøg af:
Lars Frelle Petersen – direktør fra Digitaliseringsstyrelsen
Mads Mikkelsen – PR og Marketingskoordinator på Roskilde Festival
Anna Ingrisch – radiovært og debattør
Louise Voller – scient.adm, graverjournalist og ansvarshavende redaktør på DanWatch    

Mandag d. 16. november

Fyraftensdebat: Jesper Jespersen

Hvilke konsekvenser har en finanskrise for økonomisk og politisk samarbejde i Europa?

Professor i samfundsøkonomi og med et særligt blik for politik og velfærdssamfund giver sit bud på Euroens og det fælles europæiske projekts fremtid efter finanskrisen. 

Mandag d. 30. november

Fyraftensdebat:  Jacob Mchangama

Kom og hør jurist med mastergrad i menneskerettigheder og demokratisering lægge op til debat om menneskerettigheder, velfærdssamfundet og ytringsfrihed. Hvor bevæger vi os hen ad, og hvordan hænger disse tre elementer sammen?