Hvad er Internationalt Udvalg?

Frit Forums Internationale Udvalg har til opgave at varetage kontakten til Frit Forums udenlandske forbindelser samt at koordinere Frit Forums internationale aktiviteter. Formålet er at styrke det internationale samarbejde med andre organisationer eller grupper, som vi deler værdigrundlag og aktivitetsfokus med. Hensigten med Internationalt Udvalg er at give Frit Forums medlemmer mulighed for at engagere sig mere indgående med internationale problemstillinger og forhold, og det er derfor åbent hvilke arbejdsgrupper, der nedsættes under udvalget.

Det Internationale Udvalg udgøres af en International Sekretær, afdelingernes internationale repræsentanter og interesserede medlemmer. Vi samles som minimum seks gange årligt for at koordinere og udvikle aktiviteter, hvor der som regel er et internationalt oplæg.

For tiden arbejder vi i både Mellemøsten og Afrika i større og mindre grad. Vi har gennem en årrække været tilknyttet et tværpolitisk netværk under DUF med ungdomspartier fra Libanon og Danmark. Derudover samarbejder vi med en ungdomsorganisation i Egypten. Du kan læse mere om dette i menuen i venstre side.

Frit Forum finansierer ikke projekterne ved egne midler, men modtager projektstøtte fra bl.a. Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) (www.duf.dk).

Hvis du har en god ide til at opstarte et internationalt projekt i Mellemøsten eller i et udviklingsland eller har lyst til at tilknytte dig en af de eksisterende projekter, er du mere end velkommen til at kontakte International Sekretær Anne Lodberg, se kontaktoplysninger i menuen til venstre.